Agnes Obel giver påny koncert i Koncertsalen

Agnes Obel giver påny koncert i Koncertsalen

Der opstår noget helt ekstraordinært, når en af de største musikalske begavelser møder en af verdens bedste koncertsale. Agnes Obel giver koncert igen i DR Koncerthuset.

Den danske sangskriver tog verden med storm med ”Philharmonics” fra 2010. Obel var ikke kendt i den brede befolkning før udgivelsen, men blev hurtigt en af de mest succesfulde danske artister - med sin særegne blanding af klassisk og pop.

Anmeldere og musikforbrugere var enige om de store kvaliteter, og hun ramte en førsteplads på album-hitlisterne i både Danmark og Belgien, og hun modtog hele fem DMA-statuetter samt en Robert for sangen ”Riverside”. Hendes koncert og ekstra-koncert i DR koncerthuset i 2011 er stadig i publikums bevidsthed - og står som nogle af de mest symbiotisk perfekte koncerter i DR Koncerthusets historie.  

Agnes Obel udgav i efteråret 2016 sit tredje og mindst ligeså anmelderrost album ”Citizen of Glass”, og hun giver koncert i DR Koncerthuset som en del af sin omfattende Europa-tour.