Ane Brun - Store VEGA, 4. marts

Ane Brun - Store VEGA, 4. marts

NY PLADE OG NY VEGA-KONCERT FRA DEN NORSKE SANGERINDE

Den Stockholm-baserede norske singer-songwriter, Ane Brun, er en af Skandinaviens stærkeste stemmer. Hun brød igennem i hjemmelandet med 2003-debuten ‘Spending Time with Morgan’ og siden ‘A Temporary Dive’ og duetpladen ‘Duets’, som bl.a. Teitur og Ron Sexsmith gæstede.

Den danske opmærksomhed lod dog vente på sig, og Ane Brun (der er født Brunvoll) startede herhjemme på de små scener. Det blev der lavet om på i 2011, hvor hun med pladen ‘It All Starts with One’, revitaliserede og katapulterede sin internationale karriere.

Kort forinden havde selveste Peter Gabriel inviteret Brun med som sangerinde på sin ‘New Blood’-turné, hvilket tilsyneladende inspirerede hende til et mere eksperimenterende udtryk, mere i stil med Kate Bush, og dét vakte genklang i Danmark, og den nu 39-årige sangerinde, gav samme år koncert i Store VEGA. 

I 2013 optrådte hun sammesteds og året efter på NorthSide festival. To koncerter, der begge fik 6 stjerner af GAFFA, der kaldte sidstnævnte for “fortryllende smuk”.

Ane Brun har netop afbrudt hele fire års pladepause med ‘When I’m Free’, der allerede har fået en fremragende modtagelse af et enigt anmelderkorps, og til marts vender hun tilbage til København for endnu engang at give koncert i Store VEGA.