Ash udpensler hjertesorgen i VEGA

Ash udpensler hjertesorgen i VEGA

De stilsikre indie-rockere i Ash har udgivet knivskarpe plader i 25 år, og de lader ikke til at være færdige lige foreløbig. Den nordirske trio har i maj udsendt albummet Islands, som emmer af fængende raseri og et knust hjerte.

Islands er det ottende album fra de garvede indie-kompagnoner. Udgivelsen er tungsindig og atmosfærisk, stærkt mærket af forsanger Tim Wheelers nylige brud med sin bedre halvdel. Dog er der stadig plads til de hurtige punkbaskere, og det er en moden kombination, der klæder bandet. 

Deres upolerede rock tog kegler i 90’ernes Storbritannien, da Ash sendte deres debut fuldlængdealbum 1977 på gaden i 1996. De tre medlemmer, Tim Wheeler, Mark Hamilton og Rick McMurray, var endnu ikke blevet færdige med skolen, da tre af bandets singler endte i top fem på de britiske indie-hitlister.

Slut-90’erne var præget af rockstjerneenergi og udsolgte shows for de unge irere i Ash. Deres første optræden på Reading Festival var så vild, at sikkerhedsvagterne var nødt til at stoppe showet hele to gange!

Gennem karrieren har gruppen været ude for lidt af hvert. Albummet Nu-Clear Sounds fra 1998 var ved at blive det sidste for Ash, da de stod overfor at gå konkurs. Heldigvis blev de reddet af deres fjerde album, Free All Angels, som gik platin og reddede fremtiden for bandet. I ti år havde de guitaristen Charlotte Hatherley med som fjerdemand, men var tilbage til det originale trio-setup i 2006.