Drømmende og dyster electropop

Drømmende og dyster electropop

MINNEAPOLIS-BANDET KOMMER MED DRØMMENDE OG DYSTER ELECTROPOP

Siden 2012’s debut, ‘Give You the Ghost’, har Poliça stået for en helt speciel blanding af synthpop og rock. Med to trommeslagere som bund og Channy Leaneaghs vokal helt forrest, spænder kvintettens lydbillede over et bredt spekter og i stil med Cocteau Twins, Portishead og The xx.

Efter udgivelse af album nummer to, ‘Shulamith’ (2013) – der blandt andet talte et gæstebesøg fra Justin Vernon (Bon Iver) – turnerede Poliça således uafbrudt i næsten to år, men nu har de endelig haft både tiden og overskuddet til at skrive og indspille deres længe ventede tredje plade.

‘United Crushers’ er titlen, og den sendes på gaden den 4. marts.

Skiven er indspillet i Texas’ Sonic Ranch Studios og bygger videre på Minneapolis-gruppens synthesizer- og trommetunge signaturlyd. Men denne gang med mere komplekse arrangementer og fyldig lyd – gruppen har nemlig i modsætning til tidligere indspillet musikken live i studiet.

Rent tematisk er ‘United Crushers’ en dyster affære, der fokuserer på social ulighed, isolation, storbyens forfald, gentrificering samt hvordan man overlever i musikindustrien og finder følelserne og kærligheden bag det hele. Og selv betegner Poliça pladen som deres mest positive til dato.

Førstesinglen ‘Lime Habit’ er allerede ude, og snart skal ‘United Crushers’ følge op på succesen ‘Shulamith’. Poliça tager efter udgivelsen på USA-turné, og i efteråret rammer de Europa, inklusive København, hvor gruppen i denne ombæring er rykket op i VEGAs store sal.