FOALS - STORE VEGA, 10. SEPTEMBER

FOALS - STORE VEGA, 10. SEPTEMBER

DEN ROSTE OXFORD-KVINTET VENDER TILBAGE TIL KØBENHAVN

Det gik hurtigt for Foals, da de i 2010 udsendte deres andet album, ‘Total Life Forever’. Efter en kort tilværelse som kultband med math-rock-inspirerede ‘Antidotes’ (2008), brød de fem englændere for alvor igennem i kølvandet på storsælgere som Franz Ferdinand og Bloc Party.

Det andet album viste både en ny, mere raffineret side af Foals, men understregede også, at den karismatiske frontmand Yannis Philippakis og resten af bandet under alle omstændigheder også havde skarpe ører for de mere afdæmpede og ikke mindst melodiske sange.

Samme år som pladen udkom, opvarmede Foals for Snow Patrol i KB-Hallen, mens de rundede december af med en udsolgt seance i Lille VEGA. Og da Oxford-gutterne var klar med deres tredje udspil, ‘Holy Fire’ i begyndelsen af 2013, skete det til overordentligt rosende anmeldelser (GAFFA tildelte igen 5 stjerner) og et brag af en koncert i VEGAs store sal.

I oktober sidste år kunne Philippakis & co. afsløre, at de var gået i studiet for at indspille album nummer fire, og nu er kvintetten ved at lægge sidste hånd på værket. I sidste uge begyndte bandet at lægge teasers ud på diverse sociale medier, og det ligger nu fast, at det nye album "What Went Down" udkommer den 28. august.

I anledning af udgivelsen tager Foals på en kort efterårsturné, der bringer dem tilbage til København. Det bliver atter Store VEGA, der danner ramme for festen, og man vil med garanti kunne høre hits som ‘Inhaler’, ‘My Number’ og ‘Spanish Sahara’.

Nyeste track fra det kommende album kan du se lige her!