Oliver Tree giver koncert i Pumpehuset

Oliver Tree giver koncert i Pumpehuset

Den hitskabende meme-mager, Oliver Tree, har opnået kultstatus for sin outrerede persona og kilometerdybe selvironi. Samtidig formår han at lave musik, der høster millioner af streams og placerer ham højt på internationale hitlister. Nu bringer Oliver Tree sit hypede liveshow til København, når han giver koncert i Pumpehuset tirsdag den 19. november.

Den amerikanske meme-mager, sangskriver og producer, Oliver Tree, er en af de mest omtalte upcoming kunstnere og har på rekordtid skabt sig et internationalt kultfølge og millioner af streams for singler som ’When I’m Down’, ’All That’ og ’Hurt’. Senest har Oliver Tree turneret i hjemlandet USA på den totalt udsolgte turné, ’Ugly Is Beautiful’, hvor han med sin velkendte grydeklip, røde solbriller, Patagonia-jakke og løbehjulsentré efterlod sig et måbende publikum med et eksplosivt show. Oliver Tree annoncerede tidligere i år flere shows i efteråret, hvor billetterne igen ser ud til at blive revet væk – dog uden en dansk koncert på programmet. Det bliver der nu lavet om på, når Oliver Tree i efteråret lægger vejen forbi Danmark.

Oliver Tree bliver ofte beskrevet som et levende meme, der tiltrækker sit publikum med sin humorfyldte Cheetos- og løbehjulselskende persona og outrerede visuelle udtryk og fastholder dem med sine veludførte hits. Til Vice har Oliver Tree selv udtalt, at han vil være ”den grimme Justin Bieber”, og efter Oliver Trees optræden på årets Coachella-festival, dukkede han op på LA Weeklys liste over bedst og særest klædte. Især Oliver Trees musikvideoer er stærkt populære og har millioner af afspilninger.  

I en alder af blot 18 år, kunne Oliver Tree, der er vokset på i Santa Cruz i Californien, skrive opvarmningstjanser for kæmpenavne som Skrillex og Zedd på CVet. I 2010 lancerede han sin karriere som ’Tree’, hvor han udgav et cover af Radioheads, ’Karma Police, som selveste Thom Yorke roste, og efter en tid på California Institute of Arts, vendte Oliver Tree tilbage til musikscenen i oktober 2016 i eget navn, hvor han medvirkede på singlen, ’Forget It’ af EDM-DJen, Getter. Senere samme måned udgav han singlen, ’When I’m Down’ sammen med DJ Whethan. Tracket gik viralt og høstede millioner af streams i løbet af det kommende år. Ikke længe efter skrev Oliver Tree kontrakt med Atlantic, og efterfølgende kom singlerne ’Welcome To L.A.’, ’All I Got’ og ’Cheapskate’ og sidenhen EPerne, ’Alien Boy’ og ’Do You Feel Me’. Amerikanerens første studiealbum, ’’Ugly Is Beautiful’ er sat til at udkomme sidst i 2019. Dermed vil det formentlig være med helt ny musik på setlisten, når Oliver Tree rammer Pumpehuset tirsdag den 19. november.