Romantisk punk-kynisme fra Creeper

Romantisk punk-kynisme fra Creeper

Romantisk punk-kynisme udforsker alle afkroge af livet og kærligheden 
Creeper har tidligere udgivet to anmelderroste ep’er i form af The Callous Heart fra 2015 og The Stranger fra 2016. 2016 har endvidere medført prisen for ”Best British Newcomer” ved Kerrang! Awards samt ”Bedste Nye Band” ved Metal Hammer Golden Gods Awards. Snart er de klar med deres debutalbum Eternity, In Your Arms, som står til at udkomme den 24. marts 2017. 

Efter at have imponeret fans i både hjem og udland med deres melankolske punk, er forventningerne tårnhøje til bandets næste udspil. Førstesinglen ”Suzanne”, indfrier disse forventninger på fornem vis med en følelsesmæssig eruption af teatralsk teen-horror, tilsat adrenalinfremkaldende punk’n’roll. Bandet viser, at de mestrer at skabe musik på baggrund af forventninger, talent og tårnhøje ambitioner. 

Den tilhørende video består af bandet, der spiller på livet løs i lilla lys, afbrudt af klip fra hjemmeoptagelser, der kryber én langt ned ad ryggen, når en mystisk skikkelse kommer til syne i baggrunden. Der er noget mørkt over den romantiske sang, hvilket er lige præcis i Creepers ånd.

Orkestreret sceneshow i et smukt univers
I Creepers univers består hovedrollerne af en gruppe unge, der kalder sig selv for ”The Callous Heart”. På scenen agerer Creeper-medlemmerne som denne gruppe unge, der, i sangen ”The Secret Society” fra ep’en The Stranger, siger om sig selv: ”We don’t love or hate. We don’t feel anything. We wince at the days that remain.” 

Der er dømt hjerteskærende kynisme i en verden, hvor de værste hjertesorger, destruktive tanker og dødsangst bliver italesat. Leveret med sprudlende energi fra band og forsanger Will Gould, som guider dig igennem verdens elendighed uden at glemme alt det smukke, som f.eks. den totale overgivelse til en anden i kærlighedens navn.