The Blaze til Store VEGA

The Blaze til Store VEGA

NÅR LYD OG BILLEDE GÅR HÅND I HÅND

De er franske, de er fætre, og så præsterer de både at skabe de visuelt smukkeste musikvideoer som instruktører, samtidig med at de producerer den lækreste, atmosfæriske blanding af house og pop. Navnet er The Blaze, og hvis du var en af dem, der ikke fik oplevet duoen på Roskilde Festival i 2018, har du nu chancen i Store VEGA den 17. marts 2019.

Jonathan og Guillaume Alric gik egentligt forskellige veje i deres ungdom – Jonathan gik på filmskole i Bruxelles, og Guillaume producerede dub-musik hjemme i Paris under navnet Mayd Hubb. En dag spurgte Jonathan sin fætter, om han ikke ville sætte musik til en video, han skulle filme i forbindelse med et studieprojekt. Dette blev startskuddet til The Blaze.

The Blaze er lyden af sjælfuld dub i et miks af house og pop, tilsat percussion og vokaler der er så forvrængede, så man ikke kan høre at det faktisk er både Jonathan og Guillaumes stemmer, man lægger øre til som lytter. Debutsinglen ”Virile” udkom i starten af 2016 som led i et af Bromance Records’ compilation-album. Millioner af streaminger senere udkom ep’en ”Territory” i starten af 2017. I 2018 er de fire singler ”Heaven”, ”She”, ”Faces” og ”Queens” udkommet ind til videre, og man kan håbe, at de er startskuddet til et kommende debutalbum.

Den visuelle side af The Blaze har kastet fans som ”Moonlight”-instruktøren Barry Jenkins og den græsk/franske instruktør Romain Gavras af sig. Og det med rette, da de selvinstruerede videoer til numre som ”Territory” og ”Virile” er usigeligt smukke. Duoen har selv udtalt, at deres The Blaze-projekt er en fusion af musik og video, og at det ene forudsætter det andet.

Og netop dette kan du forvente af The Blaze når de optræder live. For lyd og billede går hånd i hånd og mødes i smuk forening når The Blaze fyrer op for deres atmosfæriske og aldeles dansable toner i Store VEGA den 17. marts 2019.