Tom Odell varsler nyt album og koncert i Store VEGA

Tom Odell varsler nyt album og koncert i Store VEGA

DEN 27-ÅRIGE BRITE VARSLER NYT ALBUM OG BRINGER KLAVERPOPPEN TILBAGE TIL STORE VEGA

Engelske Tom Odell var blot 21, da han i 2012 debuterede og brød massivt igennem med megahittet ‘Another Love’. Og siden da er det gået hurtigt for den unge sangskriver, der ligesom forbilledet Elton John skriver og fremfører sine musik bag det store flygel.

Odell er klassisk uddannet og begyndte allerede at skrive egne sange som 13-årig, men musikalsk lægger han sig i fornem poppet forlængelse af Coldplays Chris Martin og ikke mindst Adele. Og dét har givet ham en stor fanskare, som også er stærkt repræsenteret i Danmark.

Den nu 27-årige singer-songwriter optrådte sidste sommer på NorthSide Festival, men man skal yderligere et år tilbage for at finde en københavnsk koncert med fænomenet. Kort efter udgivelsen af hans andet album, ‘Wrong Crowd’, gav han nemlig et udsolgt show i Store VEGA.

Den 11. november bliver der dog endelig rådet bod på det københavnske fravær, når Tom Odell for tredje gang entrerer Vesterbro-spillestedets store scene, og det bliver med spritnye sange på sætlisten. Englænderen arbejder nemlig i disse dage på at færdiggøre sit tredje album, 'Jubilee Road', som er sat til udgivelse den 12. oktober, hvorfra singlen 'If You Wanna Love Somebody' netop er sluppet ud i sidste uge.

Har man endnu ikke oplevet en af Tom Odells imponerende liveoptrædener, så er chancen der altså igen sidst på året, men man skal være hurtig, når billetsalget går i gang. Samtlige af den unge englænders hidtidige københavnske koncerter har nemlig været udsolgte.