VEGAs New Crush - vol. 4

VEGAs New Crush - vol. 4

VEGA’s New Crush – Dine nye vinter-flirts

Onsdag den 8. november præsenterer VEGA og Beatbox Entertainment for fjerde gang de nye, internationale navne, som kommer til at præge næste års koncertplakater og festivalscener. 

Få det mest aktuelle snapshot af, hvad der rykker på den internationale musikscene lige nu med VEGA’s New Crush. Den 8. november får du et eksklusivt koncertudvalg af de fire navne, som udenlandske festivaler har travlt med at booke og musikblogs har travlt med at skrive om. VEGA’s New Crush er den internationale pendant til succesen VEGAs Udvalgte. Vi har tidligere præsenteret indiepop-bandet Fickle Friends, som i år spiller på dette års Tinderbox. Alice Phoebe Lou og Axel Flovent var begge en del af VEGAs New Crush Vol. 2 og har siden hen spillet udsolgte og roste shows i VEGA. 

K Á R Y Y N – Eksperimenterende electronic med Björk-blåstempling 
K Á R Y Y Ns eksperimenterende electronic er skrevet med inspiration fra det meste af verden. Hun har tilbragt somre med venner og familie i Aleppo, boet i Brooklyn, Berlin, de amerikanske skove og nu Los Angeles. Sangerindens overnaturlige og stemningsfyldte popsange blev i et interview med Björk nævnt som en af islændingens inspirationskilder.

Francobollo – Hyper-energisk garagerock med popkant 
Den engelske kvartet holder sig ikke tilbage fra at mixe alt, hvad de falder over ned i deres energiske gryde af indie, garage og synthrock toppet med små overraskelser omkring hvert melodisk hjørne. I juli lander bandets debutalbum Long Live Life, hvorfra singlen ”Worried Times” har skruet op for forventningerne til Francobollo. 

s a r a s a r a – Ekspressivt, tungt popmørke 
Den franske producer s a r a s a r a skaber musik, som hun selv beskriver som mærkelig, glitchy pop mixet med hekse-house. Det betyder staccato vokaliseringer over stramme trommeflader, der i næsten marchtempo styrtdykker ud i et besnærende mørke. Lyt til singlerne ”Supernova” og ”Sun”. S a r a s a r a har netop spillet et meget rost show på den engelske festival The Great Escape. 

Findlay – Ungdommelig udforskning af rocken
Natalie Findlay finder inspiration hos PJ Harvey og The Kills’ Alison Mosshart, men hopper også gerne rundt mellem genrene på sit debutalbum Forgotten Pleasures. Hun besøger 90’ernes grunge og shoegaze og lander sikkert i garage pop. På albummet har hun samarbejdet med blandt andre The Libertines’ Carl Barat og Flood (Nick Cave, Depeche Mode, Smashing Pumpkins). Lyt til ”Off & On”. 

Flere navne lægges til programmet senere.