Yann Tiersen - DR Koncertsalen, 12. oktober

Yann Tiersen - DR Koncertsalen, 12. oktober

AMÉLIE-KOMPONISTEN KOMMER TIL KØBENHAVN MED NYT KONCEPTALBUM

 Franske Yann Tiersen fik et globalt gennembrud i 2001, da han skrev soundtracket til filmen, “Den fabelagtige Amélie fra Montmartre”. Og siden har han fortsat sin karriere – både som filmkomponist, eksperimenterende solokunstner og som gæst på musikalske kollegaers plader.

Han har været særdeles aktiv de seneste par år og udsendt fire værker siden 2010, senest denne måneds ‘Eusa’. Konceptalbummet indeholder 10 klaverkompositioner, som udgør en hyldest til øen Eusa (‘Ushant’ på engelsk); Tiersens hjemsted, beliggende i den Engelske Kanal.

Med albummet følger en bog på 96 sider med online adgang til den 45-årige multiinstrumentalists ambiente feltoptagelser fra forskellige lokationer på Eusa. Og bogen indeholder sågar GPS-koordinater til lokationerne, så den ekstra eventyrlystne lytter kan tage på visit.

Der er altså virkelig tale om en gennemført kærlighedserklæring til den lille ø, og i det nye år tager Tiersen sine pianostykker med på landevejen, hvor han til sine koncerter vil forsøge at henføre publikum til det det univers, der udgør yndlings-øen Eusa.

Én af de udvalgte byer, der får besøg af Yann Tiersen, er København, hvor DR Koncerthuset vil danne ramme om den unikke franskmands solooptræden. Koncerten annonceres som “An Evening With...”, hvor Tiersen udelukkende vil fremføre musik for klaver og violin.