Franske JERSEY tager deres eksplosive liveunivers med til Pumpehuset

Den franske duo JERSEY gæster København, når brødrene Carl og Renaud den 5. marts 2027 indtager Pumpehuset med deres energiske blanding af UK-rock, 2010’ernes EDM og fransk elektronisk lyd. Billetsalget starter fredag 18. september kl. 10.00 via Ticketmaster.

Efter at have slået igennem med virale øjeblikke tog brødrene Carl og Renaud et skridt tilbage for at genfinde og redefinere deres musikalske vision. Resultatet er JERSEYs særegne univers, hvor rå rockenergi, elektronisk pop og franske electro-traditioner mødes i et udtryk, der både er umiddelbart og følelsesladet. Med to EP’er, The World I’m Searching For og Over & Over, samt samarbejder og remixes med blandt andre Justice og Phoenix har duoen allerede markeret sig internationalt.

Til oktober er JERSEY klar med deres debutalbum, NOTHING’S FAKE, der tager udgangspunkt i duoens live-mantra ”Nothing’s fake, everything’s live music”. Albummet kommer til at lege med grænserne mellem virkelighed og illusion og bevæger sig blandt andet mellem hvad duoen beskriver som det højenergiske emo-track ”Myself Behind” over poppede ”Obsessed” til eksplosive ”Fool for U”.

Med optrædener på store scener som Coachella, Portola og Primavera har JERSEY etableret sig som et stærkt live-navn – og det danske publikum har allerede fået smag for duoens energiske shows, både på Syd For Solen og i netop Pumpehuset, hvor de imponerede i 2024. Nu vender JERSEY tilbage til Pumpehuset for at give den fuld gas endnu en gang.

Billetsalget starter på fredag den 18. september kl. 10 via Ticketmaster.

5. marts 2027 – Pumpehuset, København

Gå til alle nyheder