SVENSKE LISA EKDAHL VENDER TILBAGE TIL DR KONCERTHUSET MED ”ALT DET BEDSTE”

I 2024 tryllebandt Lisa Ekdahl publikum med seks udsolgte koncerter i DR Koncerthuset. Den 29. marts 2026 vender hun tilbage med sit drømmende jazzunivers som en del af ”Alt det bedste”-turnéen.

Det er svært at overvurdere den enorme indflydelse, som Lisa Ekdahls nu ikoniske debutalbum fra 1994 har haft. På en enkelt nat blev Lisa forvandlet fra obskur jazzsangerinde til en af Skandinaviens allerstørste og mest respekterede artister – og det er faktisk ikke særlig svært at forstå hvorfor. Få debutanter er nemlig blevet velsignet med en så krystalklar vision som Lisa Ekdahl. Med sin unikke blanding af svensk visetradition og jazz dansede hun ikke blot til tops på hitlisterne, men også direkte ind i hjertet på millioner af skandinaver. 

Den altid aktuelle Lisa Ekdahl har gennem årene indspillet hele 16 album og bevæger sig ubesværet mellem genrer som jazz, pop og vise. At få det svære til at virke enkelt er en helt særlig kunstform, og få har balanceret på den linje med samme ynde, lethed og selvfølgelighed som Lisa Ekdahl.

I 2024 spillede hun seks udsolgte koncerter i DR Koncerthuset. Nu vender en af Skandinaviens mest elskede liveartister tilbage til DR Koncerthuset med turnéen ”Alt det bedste”, som betyder, at Lisa vil plukke guldkorn fra hele sin 30 år lange karriere. 

Når hun vender tilbage til DR Koncerthuset den 29. marts 2026, er det med sit band bestående af:

Mathias Blomdahl – guitar & sang

Andreas Norden – bas & sang

Daniel Gahrton – klaver, saxofoner & sang

Pontus Gillgren – trommer & sang

Billetsalget starter mandag den 6. oktober kl. 10 via drkoncerthuset.dk

29. marts 2026 – DR Koncerthuset, København

Gå til alle nyheder