TV-2 ANNONCERER DERES STØRSTE INDENDØRS KONCERTER NOGENSINDE

TV-2 ANNONCERER DERES STØRSTE INDENDØRS KONCERTER NOGENSINDE

22. oktober 2024

Den feterede gruppe er klar til at give deres hidtil største indendørs koncert, når de i 2025 indtager Royal Arena, og derudover lægger vejen forbi Aarhus Congress Center.

Med en karriere der spænder over fire årtier, og hvor de samme fire bandmedlemmer – Steffen Brandt, Hans Erik Lerchenfeld, Sven Gaul og Georg Olesen – har været omdrejningspunktet, er TV-2 en sjældenhed på den danske musikscene.

Deres evne til at kommentere på kærlighed, samtid og hverdagen, pakket ind i en lun humor og en skarp satirisk pen, gør dem stadig lige så relevante som dengang, de begyndte.

Ikoniske hits som ”Bag Duggede Ruder,” ”Der Går Min Klasselærer” og ”De Første Kærester På Månen” har uden tvivl sat deres præg på flere generationer, og har været med til at cementere TV-2s stærke musikarv. Gruppens indflydelse rækker dog langt ud over deres mange ørehængere, og de har gennem årene fastslået sig selv som en decideret institution i dansk musik.

Når TV-2 indtager den aarhusianske og københavnske scene næste år er det ikke kun med deres velkendte klassikere, men dertil pakker de også helt nyt materiale med sig i bagagen. Der er altså god grund til at glæde sig til at opleve det hæderkronede band live i 2025!

Aarhus Congress Center, Aarhus • 29. marts 2025
Royal Arena, København
 • 4. april 2025

Billetsalget starter fredag den 25. oktober kl. 10 på www.tv-2.dk.