DEN FREMADSTORMENDE, ALTERNATIVE R&B-ARTIST KIANA LEDÉ KOMMER TIL DANMARK
Den amerikanske sangerinde, multiinstrumentalist og skuespillerinde har sit længeventede debutalbum på trapperne og giver koncert i Pumpehuset den 5. juni 2021.
I januar i år forkælede Kiana Ledé sine fans verden over med den nye single ”Mad At Me”. Et forførende track, der med hendes fortolkning af Outkasts ”So Fresh, So Clean” i omkvædet forener hiphoppens rå attitude med R&B’ens bløde stemmeføring. Singlen er landet forud for Ledés længeventede debutalbum KIKI, som hun netop har annonceret, og som i foråret vil føre hende til Danmark for første gang.
Kiana Ledé har brugt musikken som udtryksform, siden hun var helt lille. I en naturlig forlængelse af at have lært alfabetet, begyndte den purunge Ledé at synge, og i skolealderen kastede hun sig over både guitaren og klaveret. Hendes enorme talent stod hurtigt klart, og efter deltagelse i en online sangkonkurrence landede hun som blot 15-årig sin første kontrakt og en TV-debut i The Today Show. Succesen og det glamourøse liv, der ofte følger med, stod i stor kontrast til Ledés opvækst i Phoenix, Arizona, hvor hendes forældre kæmpede med at få det hele til at hænge sammen. Som ung, farvet kvinde (hun har både latinamerikanske, afrikanske og indianske rødder) har hun oplevet at skulle kæmpe hårdt for sine drømme, og den til tider svære opvækst formede fra en ung alder både hendes identitet og kunst, som man stadig hører i hendes tekster i dag. Som 16-årig flyttede hun til L.A. for fortsat at jagte sin musikerdrøm, og hun trådte ind i voksenlivet tidligere, end de fleste andre jævnaldrende. Hun kom under vingerne hos det toneangivende Republic Records, og efter hendes bidrag til det storhittende Fifty Shades Freed-soundtrack tog ting for alvor fart. Hun udgav sin officielle debut-EP, Selfless, i 2018 og streamede mere end 10 millioner gange med singlen ”Fairplay”.
Det er derfor også et længeventet debutalbum, vi i 2021 kan se frem til fra en kunstner, der altid har brugt sine egne erfaringer i håbet om at hjælpe andre.
”At jeg er vokset op som pige med forskellige etniske baggrunde, har gjort det muligt for mig at trække på så mange forskellige indflydelser,” udtaler hun blandt andet. ”Jeg ser det faktisk som en superkraft. Jeg er ikke én ting, så min musik behøver heller ikke at være én ting. Det tillader også flere forskellige typer af mennesker at relatere til min musik og min historie.”
Et gennemgående tema for Kiana Ledé, og en af de ting, hun med sin musik forsøger at forandre, er den overseksualisering af farvede kvinder, hun alt for længe har oplevet i musikindustrien.
”Som en ung, farvet kvinde, føler jeg konstant, at jeg skal bevise mig selv, og jeg ønsker at få andre farvede kvinder til at føle, at de kan relatere og blive stærkere,” fortsætter hun. ”Selvom jeg er meget sexpositiv, skubber musikindustrien altid på for at overseksualisere kurvede, farvede piger og objektivisere dem. Det kæmper jeg mod hver dag, og jeg gør det til en pointe at blive set som mere end bare min krop. Jeg vil have, at folk kender mig for min kunst og respekterer den,” siger den talentfulde kunstner, som i dén grad har noget på hjerte.
Det officielle billetsalg starter fredag den 13. marts klokken 10.00 via ticketmaster.dk.
Koncerten arrangeres af DTD Concerts og Pumpehuset.