Genforenede Gossip giver dansk koncert
Den amerikanske trio med Beth Ditto i front er tilbage med deres første nye album siden 2012 og gæster den 2. juli Amager Bio i København.
Beth Ditto, Nathan Howdeshell og Hannah Blilie aka Gossip er endelig tilbage og genforenet med den ikoniske producer Rick Rubin, som tilbage i 2009 var med til at skabe det platinsælgende mesterværk Music For Men. Samarbejdet munder den 22. marts ud i det nye album Real Power, som bliver trioens første udgivelse i hele 12 år.
Siden Gossip udgav deres første album i 2001, har trioen været med til at forme den amerikanske indie-scene med hits som ”Standing in the Way of Control”, ”Heavy Cross” og ”Move in the Right Direction”.
Gossip annoncerede deres nye album i efteråret 2023, hvor de også delte førstesinglen ”Crazy Again”. I januar fulgte de op med titelsangen ”Real Power”, som er en protestsang skrevet i kølvandet på Black Lives Matter demonstrationerne i Dittos hjemby Portland, og hvis titel er en hyldest til The Stooges-albummet Raw Power. Og The Stooges er langt fra den eneste inspirationskilde, bandet refererer til, når de sætter ord på den nye plade. Blandt andet har de sammenlignet åbningsnummeret ”Act of God” med en psykedelisk Supremes sang og beskrevet kærlighedssangen ”Give It Up For Love” som ’en Talking-Heads-agtig funky jam”.
Gossip gæstede senest Danmark i 2012, hvor de gav koncert i Store VEGA i København og på Roskilde Festivals Orange Scene, mens Beth Ditto gæstede Store VEGA med sit soloprojekt i 2017.
Billetsalget til koncerten med Gossip den 2. juli 2024 i Amager Bio starter fredag den 23. februar kl. 10.00 via Ticketmaster.
2. juli 2024 – Amager Bio, København