Griff vender tilbage til VEGA til november

Griff vender tilbage til VEGA til november

25. april 2024

Den 25. november vender den engelske sangerinde tilbage til VEGA, efter hun tidligere på året blæste et udsolgt Lille VEGA bagover med popmagi og gode vibes.

Da Griff begejstrede Lille VEGA i marts måned, var det på bagkant af udgivelsen af endnu et hit til hendes voksende bagkatalog. “Miss Me Too” udkom tidligere på året til kæmpe roser fra anmelderne. Singlen var en af frontløberne for hendes kommende debutalbum, Vertigo, som lander den 19. juli.

Før sangerindens debutalbum havde et navn, blev albummet indkapslet af en følelse; vertigo (svimmelhed). Den svimmelhed, som sætter sig i maven og vender verden på hovedet, mens man forgæves forsøger at finde et holdepunkt. Følelsen rummer hele den rejse af selvopdagelse, som Griff har inviteret sine fans med på gennem sine sange.

Vertigo handler om at blive voksen og de komplekse følelser, som det kan medføre. Sangerinden tager de tumultariske inputs og gør det til en styrke. Gennem albummets 14 sange trækker Griff på oplevelser fra sit liv fra starten som barn af jamaicanske og kinesiske forældre, hvor hun mere kiggede ind end var en del af samværet– til i dag, hvor hun turnerer verden rundt efter at have startet sin karriere i sit soveværelse.

Griffs store gennembrud kom med den klaverbårne single ”Good Stuff” (2020), men ”Black Hole” året efter cementerede for alvor hendes talent og blev et stort streaminghit. Hun har senest udgivet EP’en ver2igo vol. 2.

Billetsalget til koncerten starter fredag den 3. maj k. 10 på ticketmaster.dk