Nick Cave & the Bad Seeds annoncerer ekstrakoncert i København
Grundet stor efterspørgsel på billetter udvides Nick Cave & the Bad Seeds’ Wild God Tour med endnu en koncert i Royal Arena den 6. oktober 2024. Billetsalget starter fredag klokken 10.
Det australske rockband Nick Cave & the Bad Seeds kunne for en måned siden offentliggøre en omfattende Europaturné i efteråret, som følger efter udgivelsen af deres nye album Wild God den 30. august 2024.
På tourplanen var også et stop den 5. oktober i Royal Arena, som der netop er oprettet venteliste til. Samtidigt tilføjes nu altså endnu en aften i gruppens poetiske, mørke og melankolske selskab dagen efter, søndag den 6. oktober.
Nick Cave & the Bad Seeds gav deres seneste danske indendørs koncert i Royal Arena i 2017, men gæstede i 2022 festivalen NorthSide med en koncert, som Soundvenues anmelder kvitterede med fem ud af seks stjerner.
Support til koncerten vil ligesom aftenen inden blive leveret af det fremadstormende, britiske indierockband Dry Cleaning.
Billetsalget til ekstrakoncerten i Royal Arena den 6. oktober 2024 starter på fredag den 19. april klokken 10 på ticketmaster.dk.
Nick Cave & The Bad Seeds: The Wild God Tour
Lørdag d. 5. oktober 2024 – Royal Arena, København – VENTELISTE
Søndag d. 6. oktober 2024 – Royal Arena, København – EKSTRAKONCERT