Tricky hylder sit ikoniske debutalbum ’Maxinquaye’

Tricky hylder sit ikoniske debutalbum ’Maxinquaye’

27. november 2023

Triphop-legenden bringer sin Maxinquaye (reincarnate) tour til Store VEGA mandag den 18. marts 2024.

I kølvandet på udgivelsen af Maxinquaye (Reincarnated) i oktober, har Tricky annonceret en Europaturné, som blandt andet bringer ham til VEGA i København. Her vil han både fremføre sange fra det skelsættende debutalbum, numre fra Maxinquaye (Reincarnated), såvel som andet materiale fra bagkataloget.

Den britiske rapper, sanger og producer Tricky spillede en afgørende rolle i udviklingen af Bristols undergrundsscene, som blomstrede op gennem 80’erne og 90’erne.

Han var med til at definere lyden af Massive Attacks skelsættende debutalbum Blue Lines fra 1992, som han producerede debutsinglen ”Daydreaming” til, og slog tre år senere igennem i eget navn, da han udgav sit ikoniske debutalbum Maxinquaye. På albummet med Martina Topley-Bird som lead-vokalist, formåede han på smukkeste vis, og ved brug af hidtil usete produktionsmetoder, at blande alt fra soul og reggae til punk, rock og hiphop og skabte et nybrud i britisk pop.

I løbet af sin karriere har Tricky udgivet 13 studiealbums, inklusivt dette års When It’s Going Wrong, og solgt over 2 millioner plader. Men når han indtager Store VEGA til foråret, tager han altså godt 30 år tilbage i tiden, når han bruger aftenen på primært at hylde debutalbummet.

Maxinquaye figurerer den dag i dag ofte på toneangivne mediers lister over de bedste album nogensinde, og modtog også ved dets udgivelse en nominering til den prestigefulde Mercury Prize. 

I 2022 genbesøgte Pitchfork albummet med en næsten topscore på 9.3 ud af 10 mulige point i deres anmeldelse og hyldede albummet for dets kosmiske kaos, innovative tilgang, instinktive grundsten og de hudærlige fortællinger fra et barskt liv levet.

Samme år begyndte Tricky at arbejde på nye versioner af sangene fra det originale album. Seks af dem blev udgivet på Maxinquaye (Reincarnated), som også indeholder såkaldte ”rarities”, hidtil ikke udgivne BBC session-versioner med live band, som blev indspillet i efteråret 1995, såvel som ”Black Steel” fremført på Glastonbury samme år.

Billetsalget starter onsdag den 29. november kl. 11.00 via Ticketmaster.