Jonah Blacksmith giver efterårskoncert i K.B. Hallen

Jonah Blacksmith giver efterårskoncert i K.B. Hallen

1. marts 2021

Vær med, når et af landets mest elskede livebands indtager den legendariske venue K.B. Hallen den 23. oktober 2021.

Efter et turbulent år i koncertunderskud er syvmandsensemblet Jonah Blacksmith, med brødrene Simon og Thomas Alstrup i front, mere end sultne efter igen at kunne bringe deres knitrende og fængende folkrock til live for et publikum. Det sker endelig, når gruppen tager landet rundt på efterårsturné.

Oven på en totalt udsolgt klubtour i 2020 rammer broderskabet fra Thy landevejen med deres ”Brothers tour 2021” – en turné, der altså bringer dem forbi det store og historiske spillested K.B. Hallen i København. Udover at markere en milepæl i bandets allerede imponerende live-historie bliver koncerten i K.B. Hallen også deres eneste koncert på Sjælland i forbindelse med turnéen.

“Det er med lige dele glæde og ydmyghed, at vi for første gang i vores karriere skal betræde en af de største og mest legendariske indendørs scener her i landet. Det suger ikke så lidt i maven. Vi vil i al fald gøre alt, hvad der står i vores magt til at skabe en uforglemmelig koncert – for os, såvel som for vores publikum,” udtaler Alstrup-brødrene blandt andet om den kommende koncert.

Efterårets turné er opkaldt efter Jonah Blacksmiths seneste album Brothers, som er det tredje i rækken, efter de i 2014 for første gang gjorde sig bemærket med debutalbummet Northern Trail. Nu, mere end et halvt årti senere og flere imponerende bedrifter rigere, har gruppen atter skabt et helstøbt album med flotte roser til følge. GAFFAs anmelder kalder lyden på albummet ”unik, behagelig og indbydende,” mens Nordjyske gav pladen følgende ord med på vejen: ”På det nye album er barren sat nærmest tårnhøjt. Det er svært at sætte fingeren på noget, der ikke bare spiller, giver mening og i det hele taget lyder tæskegodt.”

Gruppen er mestre i at skabe en genkendelig lyd, som dog hele tiden udvikler sig. Det afspejler sig også i det seneste album, hvor de karakteristiske folk-instrumenter som mandolin og banjo går igen, men samtidig er en del af et mere poppet udtryk, som vidner om et band, der nægter at stå stille.

Når bandet går på scenen, stråler hæderen om kap med roserne for deres plader, og da de senest afholdt siddende koncerter i efteråret 2020, blev deres koncert på Posten i Odense blandt andet kaldt en ”smuk lyd- og lysoplevelse” og ”tekstbogseksemplet på den fremragende koncertoplevelse” af GAFFAs anmelder.

Med radiosingler som ”Honey”, ”Monster” og ”Dreams” i bagagen er Thy-gruppen i fuld gang med at brygge på deres kommende liveformat, som altså kan opleves i K.B. Hallen den 23. oktober 2020.

Billetsalget starter onsdag den 3. marts klokken 10.00 via billetlugen.dk.

No Comments

Leave a Reply